Teorier støbt i lys og mørke eller Det vi ved er et negativ af det vi ikke ved

 

Værkernes huller og cylindere står nøgne efter nedstøbte bemalede og overskrevne landkort, der ikke længere er, hvor de var.
De er et forsøg på at finde vej frem og samtidig tilbage til noget essentielt. En form for sandhed. Som et aftryk, et spor og en registrering der fortæller om en væren og en handling som efterlader et ekko.

”Sveden i ansigtet. Psyken foldet ud og åbentstående, som en orkidé der folder hovedet ud og lader sig gennemløbe af det landskab den nu engang vokser i, temperaturen, regnen og insekterne. Psykens forgreninger ud i sine omgivelser, som et mønster på et større tæppe. Endeløse vævninger, felter og overgange, uforståelige løb. De ældste stisystemer, dyriske infrastrukturer, varme og nat, en særlig lysfrekvens; man går aldrig alene med sig selv, en fælles snigen, en kollektiv frygt, man er koblet på det voldsomme og ordløse. Af og til forstår man ikke de tanker man selv tænker med, de stemmer man taler med, de løber uden om viljen, gennem hovedet og fortsætter ud af munden; men der er noget ved hastigheden man husker. Er det fra floderne og vindene? Fra hvirvlerne? De hvirvler og mønstre man har været del af, tilbage i fortidens grundstoffer. Underverdener fulde af mørke og bål. Man forhandler på knudrede sprog her, man famler sig frem gennem en lysende grammatik, tegnene gløder, enhver tale, enhver gangart er at opløse sig videre ud i en fælles vævning. Mønstre på tværs af materien, mineralsk spredning. Hvert øjeblik mister man sig selv og genopstår. Man må være opmærksom. Alting er bundløst og ufatteligt. En køkkenhave på kanten af verden, farvet blodrød af midsommersolen. Teorier støbt i lys og mørke. Det man ved er et negativ af det man ikke ved, ekkoer og refleksioner. I denne vævning afgøres det aldrig, hvem der sagde hvad hvornår. Intet tilhører nogen …”

Theis Ørntoft, Solar