Som Ringe i Vandet er en udsmykning på væg og i belægning ved indgangspartiet på Dronninglund Efterskole. Udsmykningen er skabt i forbindelse med skolens 60 års jubilæum.
En efterskole kan ses som ringe i vand – en stadig bevægelse og påvirkning af alle, som er en del af det fælles som skabes på skolen. Af fællesskabet.
En efterskole er ligeledes et sted, der påvirkes af det omgivende samfund og ligeledes påvirker dette. Både direkte nu og her, samt når de unge bevæger sig ud i verden med et års efterskoleoplevelser i sjæl, sind og krop.
Som ringe i vandet består af to dele.
Den ene del er et relief på murværket over indgangsdøren. Relieffet forestiller ringe i vandet set lidt fra siden, så der skabes dybde i motivet.
Den anden del er trædesten som placeres i belægningen foran indgangsdøren.
Relieffet og trædestenene indgår i en indbyrdes dialog og fremstår som et sammenhængende udtryk, da materialevalget i begge tilfælde er cortenstål.
Materialevalget betyder, at udsmykningen er under evig forandring i samspillet med vind og vejr.
Ringene kan ses som de rammer, det nærvær og den omsorg, de unge møder på Dronninglund Efterskole, hvor ønsket om at skabe et tillidsfuldt rum med plads til leg og læring på alle planer er afgørende.
Trædestenene symboliserer, de skridt vi går og spor vi sætter. De fortæller, at alle som er en del af Dronninglund Efterskole har mulighed for at gå ind til mødet med de andre og sig selv i fællesskabet, for siden at bevæge sig berigede ud fra efterskolen med mod på det liv og den verden som skolen er en del af.
1. Hvor du sætter din fod,
drysser frø af de drømme du driver imod.
Ved de veje du finder,
vil man snart plukke minder.
Om du flyver omkring eller står og slår rod,
bli´r der spor af din fod.
2. Når du åbner din hånd,
ser du synlige spor af usynlige bånd.
Du har fat i et stykke
af dit medmen´skes lykke.
Det kan føles som fnug eller veje et ton:
Det er lagt i din hånd.
3. Vil du vugge dit skød,
går du med i en dans som fra skabelsen lød.
Vores fremtid bli´r farvet
af den klang du har arvet.
Det er slægternes rytme der rører dit kød,
sød musik i dit skød.
4. Når du husker at le,
lukker ho’det sig op og gi´r lyset entré.
Vi begriber med latter
hvad fornuft ikke fatter.
Det er li’som et kærtegn fra livets idé
når du vover at le.
5. Du er del af et os.
Der skal mere end én til at elske og slås.
Vil du yde dit bedste
for dig selv og din næste,
må du vælge hver dag mellem tillid og trods:
Er det mig eller os?
6. Fra din tå til din top
er du skabt i et stykke der ikke går op.
Hvad du gi´r på din færden
mangedobles af verden
og la´r tro, håb og kærlighed vokse og nå
fra din top til din tå.
Sigurd Barrett/Jens Sejer Andersen