Hanne Skjold Knudsen arbejder ud fra en form for mikrofænomenologisk og lyttende tilgang. Hun udtrykker sig i forskellige medier og værkerne opstår, når det lykkes at være nærværende nok til at fremkalde en essens i et materiale, mødet mellem materialer eller samspillet med andre. Denne insisteren på nærvær som metode er på sin vis politisk, da den i sig bærer en modstand mod systemiske former for acceleration og en insisteren på sansede svar om verden; en form for æstetisk sandhed.

Hun undersøger muligheder for at skabe åbninger for det uforvarende, hjertet og det lyttende. Kort sagt, være medskaber af plads til mere feminint kodede kræfter samt erfaringer af slægtskabet med alt levende.
Hendes fokus pendulerer mellem temaer som tid, tab, forbundethed, medfølelse og sammenhængen mellem indre og ydre natur.

I denne tilgang må det uforvarende have plads. Hun må nødvendigvis slippe kontrollen og lytte ind i det uforvarende, det ukontrollerbare og det umiddelbare… for at høre, hvad stoffet selv vil sige, og for at give det, som værket springer ud af, tillid og plads. Hun er overbevist om, at åbningen mod det uforvarende indeholder en mulighed for at verden åbner sig en lille bitte smule og slægtskabet med alt andet da viser sig i små næsten usynlige glimt.

”Det er først og fremmest de små hændelser, næsten usynlige i tiden, der udgør forskellen mellem alt og intet.”
Jón Kalman Stefánsson, Menneskets Hjerte