Værkerne til udstillingen ALTETS KALDEN ligger i direkte forlængelse af hvad jeg er optaget af som kunstner, og hvori jeg benytter en mikrofænomenologisk tilgang i processen, som derfor i høj grad er præget af intuition og en stor grad af sansning. En form for dyb lytten ind i de øjeblikke, hvor noget forskubber sig og responderer.
Eksempelvis kan et værk træde frem i dialogen og det konkrete møde mellem materialer og deres iboende essens.
Min intention med værkerne i ALTETS KALDEN er dybest set at skabe rum for resonans og stilhed.
Værkerne til udstillingen er skabt af pladevat, gips og porcelænsler. De, i udgangspunktet, meget formbare materialer har en stor lydhørhed over sig. Både i selve processen og når f.eks. gipsen eller porcelænsleret i det færdige værk fremstår i fast form.
“At arbejde mikrofænomenologisk er som at skrue op for bevidsthedens lys og sensitivitet, som at pudse sindets spejl.”
Vækstcenteret, Nr. Snede
VERDEN ØNSKER AT SE SIG SELV
Hver nat når vi frem til det sted, hvor vi er villige til ikke at eksistere.
Bag os ligger de almindelige sælsomme drømme med alle deres brudstykker fra den foregående dag.
Bag os ligger ethvert gensyn, enhver fordrejning og fortolkning. Alle vores menneskelige forsøg på at hage os fast i det vi kalder verden – hvor vi i den yderste nød giver os til at transportere metaforer og symboler frem og tilbage mellem drøm og virkelighed.
Indtil vi når frem til det sted, hvor forskellen ikke eksisterer.
Indtil vi når frem til Billedet.
Som ikke er billede på noget i verden. Som derfor heller ikke gentager dagens vurdering af forskellen mellem grusomhed og godhed, eller skønhed og hæslighed.
Som end ikke gentager sandheden om verden. Som derfor slet ikke gentager verden.
Verden er forsvundet i al sin majestæt.
I dette (dybt forhøjede) forsvindingspunkt har nætterne ingen historie.
Nat efter nat suspenderes tiden på det eneste helt konstante sted i vores menneskeliv, som ligger udbredt nøjagtig der hvor drømmedybet og verdensdybet mødes.
Kun hvor disse to absolutte dyb berører hinanden, svimmelt roligt, opstår Billedet.
Ikke drømmebilledet. Ikke verdensbilledet.
Men Billedet af verden.
Ikke af en verden inde i verden. Men af verden i sig selv, i måden at være verden på; genfødslen (renæssancen) som absolut drøm: På syv nætter skabte Gud verden.
Hvis man i kunsten efterligner virkningen af den absolutte drøm, er man meget tæt ved at bringe årsagen som sådan tilbage.
Hvis man træder ganske tæt hen til den intethed, der arbejder på bunden af vores drømme, bringer man den fuldkommen rolige afgrund med sig op.
Hvor det forfærdende styrt opleves som en hvilen i sig selv.
Hvor alt hvad vi ser på, ser på os.
Fordi det er Billedet der ser sig selv – os og vores øjne og øjeblikke indbefattet.
Sådan findes der en forestillingsverden, hvor den svimlende afgrund meter for meter på stedet forvandles til den rolige afgrund.
Mens vores skræk forvandles til den lykke det er at bo i den genfødte ufødthed, midt mellem det anvendelige køn og kønnet, midt mellem kysset og det martrede barn, mellem undergang og redning. Som om vi var tårer i hinandens øjne. Smil på hinandens læber.
Man har aldrig rigtig set verden, hvis man ikke har drømt den.
Drømt at det kolde træ havde favnen fuld af roser, eller drømt at isen var kommet fra en anden slags sommer.
Og man har aldrig rigtig drømt, hvis man ikke har det drømmene, mens man sover, som om de blev formet hos en anden sovende, mens det hos denne anden sovende var som om det var drømmene selv, der tog fejl og gik ind i den forkerte søvn.
Verden ønsker at se sig selv. – Og må derfor synliggøre, ikke sig selv, men sin væremåde i menneskets drømme:
Et landskab bæres frem i en skål; hvis du drikker denne ørken, disse begyndende sandbjerge, skal du aldrig tørste.
Inger Christensen
