At se det store i det små.

[epifaˈniˀ] fra græsk epiphaneia ‘åbenbaring, manifestation’ af epiphanein ‘blive synlig, træde frem’

Den blinde

Mit Blik er frosset til;
men jeg dør vel snart igen,
og jeg finder lyse Veje
bagved døden.
Og livets sorte dage
flyder mod den klare død
som de mørke floder
op mod morgenrøden.

Den stjerneløse nat
ligger bundet i mig selv,
og til jorden er jeg blindfødt
blevet bundet.
Jeg går i vågen søvne.
Kun min blinde hånd kan se
i en dunkel form
de Stene, jeg har fundet.

Jeg dør vel snart igen
og skal atter skifte form
for at blive til en tudse eller bille.
Og jeg, som er så stor,
skrumper ind til ingenting;
men mit blik befries,
når jeg bliver lille.

Med øjet fuldt af Lys
skal jeg kravle ydmygt om
mellem kæmpemæssigt græs
og store stene.
Og denne nat er svundet
og min blindhed sprunget op
som en dør, og jeg er
ikke mere ene.

Tom Kristensen, 1922